da
Mallorca corona

Mallorca åbner efter Corona

OBS: Se vores nyeste status om corona på Mallorca.

Spanien har været hårdt ramt af corona de seneste måneder, men som i resten af Europa lysner det nu gevaldigt. Mallorca, og de andre baleariske øer, har da heldigvis også været markant mildere ramt af corona end gennemsnittet af de spanske regioner.

Vi må rejse igen!Fra mandag den 8. juni går Mallorca ind i fase 3 af genåbningen. Fase 3 er den sidste fase inden den nye normalitet indtræffer, og denne fase er planlagt til at vare i to uger. Det forventes med andre ord, at den nye normalitet starter den mandag den 22. juni, og så bliver der for alvor slækket på restriktionerne.

Indtil videre er meldingerne, at lufthavnen på Mallorca (PMI) åbner for udenlandske fly fra den 1. juli. En søgning på SAS og Norwegians website afslører da også, at det er muligt at booke direkte fly til Mallorca fra netop 1. juli og fremefter.

Det danske Udenrigsministerium fraråder rejser til Mallorca (og store dele af verden) indtil 31. august 2020. Det betyder ikke, at det er forbudt at rejse, men hvis man vælger ikke at følge anbefalingen er det ekstra vigtigt at sætte sig ind i vilkårene for husstandens rejseforsikring. Anbefalingerne har resulteret i, at de danske charterselskaber har aflyst alle charterrejser til Mallorca i juli og august.

De turister der alligevel vælger at rejse til Mallorca denne sommer vil blive mødt af et anderledes Mallorca, hvor regler om social distance vil sætte deres tydelige præg. Det er svært at spå om restriktionerne i juli/august, men for eksempel er det besluttet at antallet af solsenge på øens strande vil være skåret markant ned i sommeren 2020.

Butikker, restauranter, caféer m.m. åbnede allerede i maj måned, og fra fase 3 er det tilladt for restauranter at udnytte 75% af deres kapacitet. Diskoteker og natklubber må også åbne igen i fase 3, men maksimalt med 30% af det ellers tilladte antal gæster. Hotellerne forventes så småt at åbne i løbet af juni, men de fleste venter nok til starten af juli. Som det er tilfældet for strandene, så vil der formentlig blive skåret ned på antallet af solsenge ved hotellernes swimmingpool.

Alt i alt: Som det ser ud nu, så kan danskere på egen hånd via rutefly holde ferie på Mallorca fra 1. juli, men Udenrigsministeriet fraråder det, så det gælder om at sætte sig godt ind i reglerne og have 100% styr på rejseforsikringen.