Palma de Mallorca
Palma de Mallorca er ikke kun hovedstad for Mallorca, men for hele øgruppen Balearerne, der bl.a. også omfatter Menorca og Ibiza. Byens navn udspringer af Palmaria Palmensis, som eroberen Quintus Caecilius Metellus døbte byen for mere end 2000 år siden. Senere fik byen navnet Palma, som stadig er det officielle navn på catalansk.
Med 400.000 indbyggere er Palma de Mallorca ikke en decideret storby, men til en rejse i en forlænget weekend har byen mere end rigeligt at byde på. Mulighederne for shopping, kultur, historie og gastronomi er mange, og er der brug for en pause fra bylivet, så ligger stranden C’an Pere Antoni tæt på centrum. I gåafstand fra centrum ligger også den endnu flottere og mere børnevenlige strand Ciutat Jardi.
Shopperne kommer til deres fulde ret i Palma de Mallorca. I de senere år er Passeig des Born (billede ovenfor) blomstret op som byens mest fashionable shoppinggade med designerbutikker som Louis Vuitton, Bvlgari og Hugo Boss. Andre gode shoppinggader er Avenida de Jaime III og de mange hyggelige stræder omkring Placa Major. Her finder fodboldinteresserede bl.a. officielle Real Madrid og FC Barcelona butikker, men der er spændende specialbutikker for enhver smag i de snævre gader.
Tak til @marcfosh for at dele dette billede fra Marc Fosh.
Gastronomisk er Palma de Mallorca også helt i top. Byens bedste restaurant er Marc Fosh, der i flere år har haft en Michelin stjerne. Byens anden Michelin restaurant er Adrián Quetglas. Der er dog mange andre toprestauranter, som serverer mad fra alle verdenshjørner. Bagefter kan det anbefales at nyde en drink på cocktailbaren LAB, der ikke har et egentligt drinkskort, men i stedet laver den perfekte drink ud fra gæstens smagspræferencer.
Palma de Mallorcas største turistattraktion er den romersk-katolske katedral La Seu, der ligger i den historiske bydel. La Seu er på alle måder en imponerende bygning, og indvendigt er katedralen restaureret af selveste Gaudi. Lige ved siden af katedralen ligger paladset La Almudaina, som den spanske kongefamilie i de senere år har brugt til receptioner m.m. Paladset er delvist indrettet som museum.
Den historiske bydel gemmer dog også på mange andre perler. Gå en tur på den flotte gade Can Veri eller shop løs på den livlige gade Sant Miguel. Atmosfæren på Placa Major (billede nedenfor) bør også opleves, mens Placa de Cort byder på byens flotte rådhus og et 600 år gammelt oliventræ. Er der brug for lidt mere luft, så er der mulighed for dejlige gåture langs den store havn i Palma de Mallorca.
I byens sydvestlige udkant ligger to andre store attraktioner, nemlig Castell de Bellver og Joan Miró museet. Begge er nemme at komme til med den røde hop-on, hop-off turistbus, som også er kendt fra mange andre storbyer. Joan Miró boede på Mallorca de sidste tyve år af hans liv, og udover et flot museum er der også adgang til hans værksteder.
Palma de Mallorca har mange gode hoteller. Vi anbefaler det 4-stjernede Summum Prime Botique Hotel, der er placeret lige i hjertet af byen. Hotellet har luksuriøse og moderne værelser, wellness-afdeling og tagterrasse med pool.
Se vores Palma de Mallorca video – og følg vores Youtube kanal
Kort over Palma de Mallorca
I midten af kortet ses Placa Major, som flere shoppinggader udspringer fra. Den historiske bydel og katedralen Le Seu ligger på havnens højre side. Nede i kortets højre hjørne ses stranden C’an Pere Antoni.