Mallorcas bedste restauranter
Mallorca er kendt for sin flotte natur, dejlige strande og sit behagelige middelhavsklima. De fleste besøgende ved det nok slet ikke, men Mallorca byder også på kulinariske oplevelser i særklasse. Hele otte restauranter pryder sig med Michelin stjerner, og mange flere restauranter er lige på vippen til at komme med i den berømte madguide.
De bedste restauranter ligger godt spredt på hele øen, lige fra storbyen Palma de Mallorca til et idyllisk slotshotel midt i den uspolerede mallorcinske natur. Priserne varierer også, men ligger på et noget lavere niveau end i Nordeuropa. Husk bordbestilling i god tid, der er rift om pladserne på disse toprestauranter.
Tak til @vorobyalvarosalazar for at dele dette billede fra VORO.
Nr. 1 VORO – website
Restaurant VORO åbnede i 2019 i det 5-stjernede hotel Park Hyatt Mallorca, som ligger i byen Canyamel. Allerede året efter fik chefkok Álvaro Salazar og VORO en Michelin stjerne, og i 2021/2022 fik restauranten to af de eftertragtede stjerner. Álvaro Salazar omtaler selv sin mad ”som en rejse, et univers, der overskrider grænser, men aldrig glemmer Middelhavet”. Der er mulighed for enten en 11 eller 15 retters menu, og vinkortet er meget omfattende.
Tak til @zarandarest for at dele dette billede fra Zaranda.
Nr. 2 Zaranda – website
Zaranda tilhører også eliten blandt Mallorcas gourmet-restauranter, og havde tidligere to Michelin stjerner. Restauranten ligger utroligt idyllisk i et historisk slot fra Renæssancen, som også fungerer som luksushotel. Her tilbereder Fernando Pérez Arellano sine kreative retter, der er inspireret af Middelhavet og Nordafrika. Han havde tidligere en Michelin-restaurant i Madrid inden han flyttede sin restaurant til Mallorca i den lille by Es Capdellá 25 km vest for Palma de Mallorca.
Tak til @marcfosh for at dele dette billede fra Marc Fosh.
Nr. 3 Marc Fosh – website
Den engelske stjernekok Marc Fosh åbnede i 2009 sin restaurant i det eksklusive hotel Convent de la Missió. Det ligger i Palma de Mallorcas gamle bydel, og blev bygget i det 17. århundrede for at uddanne missionærer. Maden er inspireret af Middelhavskøkkenet, og tilberedt på højt internationalt niveau.
Tak til @kairiku_restaurant for at dele dette billede fra Kairiku.
Nr. 4 Kairiku – website
Kairiku i byen Campos er den bedste japanske restaurant på Mallorca. Den ligger i en tidligere vinkælder under det 5-stjernede Hotel Sa Creu Nova Petit Palais. Hos Kairiku er det kokken der bestemmer menuen (sushi m.m.), det ligger i det japanske koncept ”omakase”, der betyder ”jeg overlader det til dig”. Der er kun plads til 10 personer, som sidder sammen ved et stort bord.
Nr. 5 Andreu Genestra Restaurant – website
Restauranten Andreu Genestra er en ægte mallorcinsk perle i Capdepera på nordøstkysten. Chefkokken er selv fra Mallorca, og maden er inspireret af det traditionelle mallorcinske køkken med masser af fisk, skaldyr og lokale grøntsager. Dertil kommer et af øens mest omfattende vinkort. Det er muligt at vælge mellem 5, 8 eller 10 retter.
Tak til @daicarestaurant for at dele dette billede fra DaiCa.
Nr. 6 DaiCa – website
Det er højest overraskende, at en lille by som Llubi midt på Mallorca kan byde på en så stor kulinarisk oplevelse som DaiCa. De to ejere kommer fra henholdsvis Mallorca og Catalonien, og det er også herfra inspirationen til deres mad er hentet. Maden er på højt niveau, og det er æstetiske udtryk også! Det er muligt at overnatte på et af stedets tre små hyggelige værelser.
Nr. 7 Es Fum – website
Es Fum (røgen) ligger i det sydvestlige Mallorca i byen Costa d’en Blanes. Restauranten er en del af luksushotellet St. Regis Mardavall, og det går fint hånd i hånd med den luksus chefkok Miguel Navarro præsenterer på Es Fum. Det er muligt at vælge mellem to gourmetmenuer på henholdsvis 6 og 8 retter.
Tak til @maca_de_castro for at dele dette billede fra Maca de Castro.
Nr. 8 Maca de Castro – website
Maca de Castro er den eneste Michelin restaurant på Mallorca med en kvindelig chefkok. Hun har bl.a. stået i lære hos den legendariske restaurant El Bulli, og har selv haft en af de eftertragtede stjerner siden 2012. Der tilbydes en 11 retters gourmetmenu, der varierer fra dag til dag afhængig af de tilgængelige friske råvarer. Maca de Castro ligger i feriebyen Port d’Alcudia.
Tak til @adrianquetglas for at dele dette billede fra Adriàn Quetglas.
Nr. 9 Adriàn Quetglas – website
Palma de Mallorcas anden Michelin restaurant hedder Adriàn Quetglas, som også er navnet på chefkokken. Han arbejdede i flere år hos Marc Fosh (nummer to på denne liste) inden han i 2005 åbnede en spansk restaurant i Moskva. I 2015 kom han tilbage til Mallorca og fik året efter den eftertragtede stjerne. Hans fem retters menu skifter ugentligt, og der er også en fem retters frokostmenu. Køkkenet er internationalt krydret med et strejf af Middelhavet.
Nr. 10 DINS Santi Taura – website
Restauranten DINS Santi Taura ligger i hotellet El Llorenç Parc de la Mar en kort gåtur væk fra Mallorcas berømte katedral, La Seu. Chefkokken Santi Taura gør sit ypperste for at servere traditionelle mallorcinske retter med et moderne twist. Det gør han så godt, at han i 2021/2022 blev udmærket med en Michelin stjerne.