Sa Coma

Sa Coma kortSa Coma er en familievenlig ferieby på østkysten af Mallorca. Fra lufthavnen er der 65 km på god vej, og turen klares på lidt under en times tid i bil.

Feriebyen begyndte at tage form op gennem 80’erne, hvor den pæne shoppinggade Avinguda de les Savines blev anlagt med høje palmer i begge sider. Shoppinggaden udgør sammen med den flotte strandpromenade i dag hjertet i Sa Coma, især den nordlige del af byen. Her ligger der også et meget stort Carrefour supermarked.

Sa Coma butikker

Sa Coma er ikke så kendt blandt danske turister som nabobyen Cala Millor, men familier der ønsker en afslappet ferie i pæne omgivelser kan trygt rejse til Sa Coma. Hotellerne er generelt store og af god kvalitet, f.eks. det meget populære THB Sa Coma Platja, som ligger helt ud til stranden. De fleste danske rejseselskaber arrangerer også charterrejser til Sa Coma.

Sa Coma strand

Stranden i Sa Coma
Sa Coma har en flot strand, der er næsten 800 meter lang. Det hvide, finkornede sand og det forholdsvis lave vand gør stranden meget børnevenlig. På dage med vind fra øst kan bølgerne dog godt blive ret kraftige, og så skal der passes mere på.

Stranden har alle tænkelige faciliteter, herunder et stort udvalg af vandsportsaktiviteter og volleyballbaner. Lige bag stranden er der et godt udvalg af strandrestauranter og caféer.

Sa Coma strand

Sa Coma restaurant

Restauranter og natteliv
De fleste feriegæster i Sa Coma spiser på deres hoteller, hvor mange bor med all inclusive. Ellers er der mulighed for at spise på byens 20-30 caféer og restauranter, der fortrinsvis henvender sig til familier. Deciderede gourmet restauranter er der ikke i Sa Coma.

Om aftenen summer byen af liv, men hen mod midnat bliver der stille i byen. De som har lyst til noget mere natteliv kan blot tage en taxa hen til Cala Millor, hvor der er flere barer og et par diskoteker.

Sa Coma hotel

Castell de la Punta de n'Amer
Castell de la Punta de n’Amer

Attraktioner og aktiviteter
For de aktive er der gode muligheder i Sa Coma. Familien kan udfordre hinanden i minigolf, tennis eller måske endda strandvolleyball.

Lige nord for byen frister halvøen Punta de n’Amer med sin vidunderlige natur. Her er det muligt at komme op og nyde udsigten i det gamle vagttårn Castell de la Punta de n’Amer (billedet herover) og måske bagefter nyde en kold drik på den tilhørende café. Til fods tager turen til vagttårnet 30-40 minutter, men det er også muligt at udforske halvøen på lejede cykler eller heste.

Safari Zoo Mallorca

I byens vestlige udkant ligger den store dyrepark Safari Zoo, som er delt i et savanneområde og en zoologisk have. Det er en fin oplevelse for børnefamilier, og turen gennem savannen kan tages i lejebil eller safaribus.


Se vores video fra Sa Coma – og følg vores Youtube kanal her.


Sa Coma kort
Syd for Sa Coma ses den mindre og ældre by S’Illiot. Cala Millor ligger mod nord, på den anden side af halvøen Punta de n’Amer. De to byer er forbundet af et turisttog.

Lignende sider

Back to top button