Torrent de Pareis

Torrent de Pareis kortFå steder på Mallorca er så komplette som Torrent de Pareis. Høje bjerge, en flot bugt, en smuk lille strand og den vildeste kløft med op til 300 meter høje bjergvægge. Torrent de Pareis er en attraktion, som har det hele!

Alene køreturen til Sa Calobra, den lille by ved Torrent de Pareis, er hele turen værd. Fra de snoede bjergveje er der en spektakulær udsigt til Tramuntana bjergkæden, og på de sidste 12 km er der et samlet fald på 800 meter ned mod kysten. Ikke en tur for de som let bliver køresyge.

Sa Calobra

Stedet er populært, og der kommer mange biler, busser, både og ja endda cykler i løbet af dagen. Det mest idylliske tidspunkt på dagen er derfor om morgenen, så kom gerne tidligt. Så er det også til at finde en parkeringsplads ved Sa Calobra.

Torrent de Pareis

Torrent de Pareis Mallorca

Fra Sa Calobra er der en kort gåtur (ca. 400 meter) over til udmundingen af Torrent de Pareis. Den sidste del går gennem en ret smal tunnel, og efter den mødes man af et imponerende syn. Et stort åbent område omringet af høje klippevægge og en charmerende lille stenstrand. I bugten foran stranden ligger der næsten altid en del store og små lystbåde for anker.

Torrent de Pareis bugt

Mange vælger at gå en tur ind i kløften, og vender så om, når det bliver for varmt og anstrengende. Det bliver det hurtigt i sommermånederne. Herefter er det fantastisk at bade ved den lille stenstrand, der i sig selv er ret speciel med de høje klippevægge på begge sider af stranden.

Torrent de Pareis kløft

Men så er der også dem, som vælger at vandre igennem Torrent de Pareis. En anstrengende tur på 6-7 km, som kræver det rette udstyr og gerne god erfaring. De med mindre erfaring kan med fordel tilmelde sig en guidet tur. Med eller uden guide starter de fleste vandringen i den lillebitte by Escorca, og går derfra mod kysten. Den vej tager turen ca. 4-6 timer, mens man skal regne med en time mere i modsat retning.

En helt anden måde at komme til Sa Calobra og Torrent de Pareis på er med båd fra Port de Sóller. Der er flere afgange hver dag, og den ca. 1 time lange sejltur er en fryd for øjet.


Torrent de Pareis kort
Biler, busser og turbåde ankommer alle til byen Sa Calobra til venstre på kortet. Stien over mod Torrent de Pareis er markeret, og det er muligt at følge hele turen mod Escorca på kortet.

Lignende sider

Back to top button