Markeder på Mallorca

Mallorca har haft markeder i flere hundrede år, og de er en fast del af den mallorcinske tradition og kultur. Ingen ugedag uden markeder, men de udbudte varetyper er ofte forskellige fra marked til marked. Typisk åbner markederne ved 8-9 tiden og lukker igen ved 13-14 tiden. For at undgå den værste trængsel er det bedst at komme tidligt på dagen, omvendt er der ekstra gode tilbud på især madvarer lige inden lukketid.

Mandag
Efter weekendens mange markeder er mandagen forholdsvis stille. Det mest interessante finder sted i Calvia vest for Palma de Mallorca. Her er der ca. 60 stande med landbrugsprodukter, tøj, sko og mallorcinsk kunsthåndværk. På markedet i Manacor er der mange stande med keramik.

Andre markeder: Cala Millor, Caimari, Lloret de Vistalegre, Manacor, Mancor de la Vall, Montuïri.

Manchego ost
Manchego ost på markedet i Sineu

Tirsdag
Ugens første store marked finder sted i Alcudia, der har marked både tirsdag og søndag. Markedet er centreret omkring gaderne Carrer Major og Carrer Mol. De tilbudte varer strækker sig helt fra økologiske madvarer til lokalt kunsthåndværk, og så er Alcudias marked specielt kendt for sine lædervarer. Den flotte historiske by er i forvejen meget populær, og bliver godt fyldt op på markedsdage. Kom tidligt.

Andre markeder: Arta (bl.a. kunsthåndværk), Can Pastilla, Porto Colom, Santa Margalida, Campanet, Llubi.

Onsdag
Onsdagens mest berømte marked finder sted i byen Sineu, som ligger stort set midt på Mallorca. Markedet har været afholdt i mere end 700 år, og byder på et væld af forskellige varer som frugt, grøntsager, friske krydderurter, lokale oste, egenproduceret vin, tøj og kunsthåndværk. På det særskilte dyremarked handles heste, æsler, grise, geder, høns og ænder levende. Kom tidligt, så er der god plads på markedspladsen – ud på formiddagen bliver der godt fyldt i Sineus hyggelige markedsgader.

Andre markeder: Puerto Pollensa, Capdepera, Santanyi, Andratx, Llucmajor, Petra, Colonia Sant Jordi.

Ensaimada
Ensaimada

Torsdag
Torsdagen byder på Mallorcas største udendørs marked, nemlig markedet i Inca. Markedet tilbyder naturligvis frisk frugt, grøntsager, udsøgte vine og mallorcinske specialiteter, men herudover er der mange stande med håndlavede lædervarer, tasker, kurve, tøj og sko.

Andre markeder: Ariany, Campos, Sant Llorenc, Ses Salines, Sant Joan, S’Illot.

FredagFredag er en lidt mere stille markedsdag. Markedet i Son Ferrera i det sydvestlige Mallorca er et besøg værd, her handles der primært madvarer som frugt, grøntsager og mallorcinske pølser. I den østlige del af Mallorca er der marked i centrum af Son Servera.

Andre markeder: Sa Cabaneta, Maria de la Salut, Algaida, Llucmajor, Binissalem, Ca’n Picafort.

Sóller marked
Marked i Sóller

Lørdag
Lørdag er en stor markedsdag på Mallorca. På vestkysten er der marked i Sóller, hvor der handles med kød, fisk, grøntsager, frugt og mange flotte blomster. Mange steder spilles der musik, og markedet i den flotte historiske by er bestemt et besøg værd.

I Palma de Mallorca og Campos er der store loppemarkeder om lørdagen. Her sælges alt muligt mellem himmel og jord, som brugte bøger, møbler, tøj, porcelæn og kunst.

Andre markeder: Bunyola, Esporles, Santanyi, Búger, Costitx, Alaró, Porto Colom, Santa Ponsa.

Søndag
Søndag er der marked i Pollensa’s historiske bydel, hvor det er muligt at finde spændende specialiteter. Herunder lokale oste, mallorcinske pølser, oliven, olivenolie og mange lokale vine. Som noget helt særligt er der et stort udvalg af marmelader (op til 40 slags). Mange af produkterne er økologiske.

Andre markeder: Alcudia, Llucmajor, Felanitx, Muro, Valldemossa, Santa Maria del Cami, Porto Cristo.

Lignende sider

Back to top button