Om os

Denne guide til Mallorca er grundlagt og vedligeholdes med stor entusiasme af Allan Christensen via den lille enkeltmandsvirksomhed WebSights.

Allan ChristensenMin fascination af Mallorca startede tidligt i livet. Som barn havde vi flere gode familieferier på øen, som ung rejste jeg til Mallorca med vennerne, og da jeg stiftede min egen familie blev Mallorca hurtigt vores foretrukne ferieø. Mere familievenligt end Mallorca bliver det ikke.

Jeg har boet i mange af Mallorcas skønne feriebyer, og været (stort set) alle steder på øen. Med familien har vi mest boet i Port d’Alcudia, Cala d’Or og Puerto Pollensa, der alle tre er meget familievenlige feriebyer. Når jeg rejser alene bor jeg ofte i Palma de Mallorca eller Can Pastilla. I netop Can Pastilla ligger det hotel jeg har besøgt mest på Mallorca, det 4-stjernede voksenhotel JS Palma Stay. Det får min anbefaling, god værdi for pengene.

Deià
Bjerglandsbyen Deià

Der er så meget at opleve på Mallorca. Der er mange interessante landsbyer, med bjerglandsbyerne Deià og Valldemossa, som de smukkeste og mest populære. De ligger begge med udsigt til bjergkæden Serra de Tramuntana, hvor der er masser af muligheder for vandreture og cykelture. Der er også mange kulturelle tilbud, for eksempel katedralen La Seu i Palma de Mallorca eller Joan Miró museet i Cala Mayor.

Mest imponerende er måske de utrolig mange strande. Flere af feriebyerne har nogle helt fantastiske strande, men jeg er mest fascineret af de mange naturstrande. Her er den mest kendte Es Trenc på sydkysten, men jeg er endnu mere glad for de mindre kendte naturstrande, som Es Caragol og Cala sa font Celada. Der er nok strande at vælge imellem, det officielle tal er 250-270 strande langs den 550 km lange kystlinje. Jeg har besøgt over 200 af dem.

Es Caragol
Es Caragol på sydkysten

I mine voksne år har jeg altid haft kameraet med til Mallorca. I de senere år har jeg også haft et lille videokamera med, og en mini-drone, som jeg har brugt der, hvor det er tilladt. Det giver nogle helt specielle optagelser, som jeg også bruger her på websitet. Mine film kan ses på min Youtube-kanal, hvor der også er film fra andre ferieøer.

Med udgangspunkt i de mange ture til Mallorca, og mine mange billeder derfra, oprettede jeg websitet tilbage i 2015. Jeg vurderede dengang, at min viden om Mallorca var blevet stor nok til at hjælpe og inspirere andre til en god og oplevelsesrig ferie på Mallorca. For mig er websitet samtidig en perfekt måde at kombinere mine interesser for at rejse, fotografere og skrive.

Websitet bliver løbende opdateret, og nye sider kommer hele tiden til. Så kom endelig tilbage, og lad os dele passionen for Middelhavets perle, Mallorca.

Har du spørgsmål, kommentarer eller idéer til indhold, så kontakt mig endelig.

S'Amarador
S’Amarador
Back to top button