Cala Mesquida ferieby
Cala Mesquida ligger i det nordøstlige Mallorca, omgivet af klitter, fyrreskov og et åbent kystlandskab. Den nærmeste større by er Capdepera, som ligger få kilometer inde i landet, mens der er omkring 10 km til den livligere ferieby Cala Ratjada. Fra lufthavnen ved Palma de Mallorca er der omkring 80 km.
Det er ikke en traditionel mallorcinsk by med en gammel bykerne, kirke og torv. Cala Mesquida er et lille og forholdsvis moderne ferieområde, som er vokset frem omkring den smukke sandstrand. Her findes primært hoteller og private ferieboliger. Den bedste beliggenhed har det 4-stjernede VIVA Cala Mesquida Resort & Spa, som ligger lige ud til stranden og er perfekt for børnefamilier.
Cala Mesquida har en afslappet atmosfære og henvender sig især til børnefamilier, par og naturelskere, der gerne vil bo tæt på stranden og undgå de store turistområder. Udvalget af restauranter, butikker og aktiviteter er ikke særlig stort, men netop roen og den enestående natur er en væsentlig del af Cala Mesquidas charme.


Stranden i Cala Mesquida
Stranden i Cala Mesquida er blandt de mest imponerende på det nordøstlige Mallorca. Den er omkring 300 meter lang og usædvanligt bred med fint, lyst sand og klart, turkisblåt vand. Bag stranden ligger et stort fredet klitområde.
En træbro fører gennem klitlandskabet, så man kan opleve naturen uden at skade den følsomme vegetation. Kombinationen af den brede strand, klitterne og de grønne omgivelser giver Cala Mesquida et mere uberørt udtryk end mange af Mallorcas andre strande.
Der er mulighed for at leje solsenge og parasoller, og i sommersæsonen er der livreddere på stranden. Her findes også brusere, toiletter, en strandbar og mulighed for forskellige former for vandsport. I den ene ende af stranden ligger et område, hvor naturisme er accepteret.
Bugten vender ud mod det åbne hav, og der kan derfor være større bølger og mere strøm end ved Mallorcas små, beskyttede badebugter. På rolige dage er vandet vidunderligt at bade og snorkle i, men på blæsende dage er det vigtigt at holde øje med strandflagene og følge livreddernes anvisninger.


Restauranter og natteliv
Udvalget af restauranter og caféer i Cala Mesquida er begrænset. De fleste spisesteder ligger omkring hotellerne og langs vejen ned mod stranden, og flere af hotellerne har egne buffetrestauranter, barer og restauranter for deres gæster. Der findes derfor ikke et egentligt centrum med lange gader fyldt med restauranter.
Nede ved stranden ligger Mirablau Beach Bar & Restaurant, som er en del af Hotels Viva. Fra restauranten er der en fantastisk udsigt over stranden og bugten, og vi var positivt overraskede over maden ved vores seneste besøg. Nattelivet i Cala Mesquida er meget stille, og begrænser sig til hotellerne, hvor man kan nyde en drink og enkelte steder opleve hotellets aftenunderholdning.

Aktiviteter og seværdigheder
Naturen er Cala Mesquidas største attraktion, og et godt udgangspunkt for vandreture og ture på mountainbike. Vi kan af egen erfaring varmt anbefale vandreruten, som fører fra Cala Mesquida gennem klitter og fyrreskov til den dejlige strand Cala Agulla (og nabostranden Cala Moltó). Turen går gennem det fredede naturområde Coll de Marina, og den cirka fire kilometer lange tur kan gennemføres af de fleste.
En mere krævende tur går op til den gamle vagttårnsruin Talaia de Son Jaumell. Det er en seks kilometer lang tur med en forholdsvis stejl opstigning og ujævnt terræn undervejs. Belønningen er en storslået panoramaudsigt over Cala Mesquida, Cala Agulla og den nordøstlige del af Mallorca. Ruten er beskrevet nærmere på Capdeperas officielle vandreside.

En kort køretur fra Cala Mesquida ligger Capdepera, hvor den store middelalderborg hæver sig over byen. Castell de Capdepera blev oprindeligt opført i 1200-tallet, og fra borgmurene er der en imponerende udsigt over det nordøstlige Mallorca. På særligt klare dage kan man se helt til Menorca.
Kombinationen af historiske byer, vandreruter og nogle af Mallorcas smukkeste strande gør Cala Mesquida til et godt udgangspunkt for at opleve den nordøstlige del af øen.
Se vores video fra Cala Mesquida – vores Youtube kanal
Cala Mesquida kort
På kortet ses det tydeligt, at sandet med tiden blæst langt ind i landet. Al bebyggelse ligger til venstre for stranden. Hvis kortet zoomes ud ses naturstranden Cala Torta, som det er muligt at gå hen til langs kysten. Den større ferieby Cala Ratjada ligger mod sydøst.




