da
Mallorca vejr

Vejr og klima

Mallorca nyder godt af et behageligt subtropisk middelhavsklima, der giver varme og fortrinsvis tørre somre, mens vintrene er milde med noget mere regn.

Foråret starter med mandeltræernes flotte blomstring, der topper i februar. Blomstringen fortsætter ind i marts måned, hvor dagtemperaturer på over 20 grader ikke er usædvanlige. Øen er grønnere i forårsmånederne, og det gør marts og april til et oplagt ferietidspunkt for naturelskere og vandrere.

Sommeren er varm, solrig og næsten helt fri for regn. Solen skinner normalt 10-11 timer dagligt, og de gennemsnitlige dagtemperaturer er på godt 30 grader. Aftenerne er også dejligt lune, og selv nattemperaturerne ligger tæt på 20 grader. Heldigvis hører meget varme dage med temperaturer over 35 grader til sjældenhederne.

Det dejlige vejr fortsætter ind i sensommeren. Risikoen for gråvejrsdage og korte regnbyger stiger lidt i løbet af september og især oktober måned. Til gengæld er der ikke så mange turisterne på Mallorca i disse måneder, og det giver noget tiltrængt ekstra plads ved seværdighederne og strandene. 

Badevandet ved Mallorcas kyster begynder at få behagelige temperaturer i løbet af juni, og vandet holder sig varmt frem til oktober.

Regn falder der ikke så meget af på Mallorca. Det meste regn falder i november og december måned, men det er sjældent, at der er lange perioder med regn. Mange af vinterdagene på Mallorca er som forårsdage i Danmark.

Mallorca klima