da
  • Illetas strand

  • Illetas

  • Illetas lille center

  • Cala Xinxell

  • Cala Comptessa restaurant

  • Illetas hoteller

Illetas

Illetas kortDen forholdsvis stille ferieby Illetas, som også kaldes Illetes, ligger 10 kilometer sydvest for hovedstaden Palma de Mallorca.

Sammen med nabobyerne Bendinat, Cas Catala og Portal Nous er Illetas et af de mest eksklusive områder, som Mallorca har at byde på.

Hotellerne er overvejende af høj standard, og de fleste har fire eller fem stjerner. Antallet af restauranter og butikker er ikke overvældende, men der ligger nogle langs den snoede hovedgade Passeo de los Illetas samt ved det lille center i den nordlige ende af byen. Her er der også et supermarked.

Sunweb tilbyder det dejlige lejlighedshotel Roc Illetas Playa, der har en fantastisk udsigt over havet. Flot stort poolområde, kun 150 meter til stranden, og så er der gratis WiFi på hele hotellet.

Strande
Den største og mest centrale strand i Illetas hedder Platja d’Illetas. Stranden er ca. 200 meter lang og ligger flot placeret inde i en bugt, der er omkranset af hoteller og store træer. Den er børnevenlig, og har alle de nødvendige faciliteter, herunder flere restauranter.

Lidt syd for hovedstranden ligger den mindre Cala Comptessa. En rigtig hyggelig strand, der også har en lille café.

Yderligere et par minutters gang mod syd ligger Cala Xinxell. Den 100 meter lange strand ligger på en lille halvø, og omgivelserne er helt enestående. Ofte ligger der mange mindre lystyachts og sejlskibe for anker i bugtens turkise vand.

Restauranter og natteliv
I selve Illetas er udvalget af restauranter ikke imponerende, men der ligger nogle spredt rundt omkring i området. Hertil kommer naturligvis hotellernes restauranter. I nabobyen Portals Nous er udbuddet af restauranter bedre, og det samme gælder for hovedstaden Palma de Mallorca.   

Nattelivet er meget stille i Illetas. Til gengæld er nabobyen Portals Nous kendt for sine flotte og eksklusive natklubber, og ellers er det bare at springe ind i en taxa og køre til Palma de Mallorca. Her er der barer, diskoteker og natklubber for en enhver smag.

Seværdigheder og aktiviteter
Illetas ligger godt placeret i forhold til seværdigheder og aktiviteter. Kun lidt mod sydvest ligger Marineland, hvor der bl.a. er forskellige shows med delfiner, søløver og papegøjer. Lidt længere mod sydvest (ved Magaluf) ligger Western Water Park, der er en af Mallorcas bedste vandparker.

I det nærliggende Cala Major ligger museet Fundacio Pilar i Joan Miró. I Cala Major ligger også Mariventpaladset, hvor den spanske kongefamilie ofte holder ferie. Angiveligt skulle dele af paladset blive åbnet for offentligheden i 2016. 

Illetas kort

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke vist. Obligatoriske felter er mærket med *

*